Det kræver mod!

Jeg anede ikke, da jeg startede vejen gennem min krop og ind i en opdagelse af alt det, som min krop ved og lærer mig, at det ville være noget jeg i dag ville beskrive som ´modigt´.

Jeg kan i samme sætning også beskrive det som ´absolut nødvendigt´, for mit kropshad og forvirring i og omkring mig selv skubbede mig, fordi jeg var så træt af det. Jeg var blevet så træt af mit eget lort for at sige det mildt.

”Hvordan mærker man efter?”

Et spørgsmål jeg får stillet tit. Jeg ville ønske der var et simpelt svar, men det er det jo egentlig ikke. Et simpelt svar kunne være: Flyt fokus. Ned i din krop.

Men det er jo abstrakt for de fleste. Rigtig mange af os er kommet utrolig langt væk fra det. Væk fra at mærke os selv. Så langt, at mange slet ikke ved, at de ikke mærker. Mange tror de mærker, indtil de opdager, at de faktisk `tænker` over hvad de mærker, men stadig tager afstand til sig selv gennem det mentale.

 Jeg bruger bevægelse til at komme mere ned i min krop. Men bevægelse i mange former, nuancer og formål. Jeg bruger vejrtrækning. Jeg bruger tid til ingenting. Jeg bruger tid til at øve mig i den simple ting: at mærke efter.

Men bevægelse kommer hele tiden tilbage som den mest effektive og ærlige vej for mig. Når jeg bevæger mig uden mål, uden bestemte trin, uden at skulle gøre noget bestemt, men med en intention om at sige ja til min egen krop. Når jeg bevæger mig for at afreagere, for at svede og grine, og for at minde mig selv om, at min krop er del af mig. Så opstår der en forbindelse ned i kroppen, som giver mig en anden kontakt til mig selv. En dybere og mere hel kontakt til det, der er i mig.

For mange år siden var jeg helt uvidende om, at det med at mærke efter havde nogen betydning. Jeg var så langt væk fra at mærke mig selv indefra, at jeg ikke vidste det var muligt. Jeg mig selv udefra. Jeg vurderede mig selv udefra. Jeg tænkte en masse om mig selv fra mit hoved, jeg havde en masse følelser, men havde svært ved at være i dem, så jeg flygtede fra dem gennem tusindvis af overspringshandlinger.

Jeg levede i bedste uvished om, at der foregik et liv inden i mig, som jeg tog afstand fra.  

KONTROL i alle mulige udgaver. Kontrol over min krop. Kontrol over mine følelser. Kontrol over mine reaktioner. Kontrol over mine sanser. Kontrol over alt impulsivt og intuitivt inde i mig, som kunne gå mod det, som min overbevisning var i mit hoved. Den overbevisning om hvad jeg skulle gøre, så det i sidste ende ville føre til, at jeg ville blive elsket og ville sikre mig følelsen af, at jeg var god nok.

”Mie, du skal være smuk, TYND, klog, sød, DYGTIG, ikke besværlig, forstående, rummende, givende, hjælpsom”. Det var min overbevisning. Alt andet i mig måtte ikke fylde. Eksempelvis vrede og egne behov.

Det krævede lige et heftigt arbejde at opdage noget andet, og ikke mindst begynde at handle ud fra et andet og mere kærligt sted i mig.  J

For 11 år siden oplevede jeg for første gang Kontakt Improvisation. Hvis ikke du kender til det, så kan du finde mange steder at læse om det, så det vil jeg ikke gå ind i her, men jeg kan afsløre, at det var ufattelig langt fra den bevægelse/dans jeg kendte dengang.

Jeg husker underviseren sagde, mens vi lå på gulvet:

” Så starter du med at bevæge dig, når du mærker en impuls til det”.

Well, der kunne jeg så have ligget i mange, mange timer. Jeg fattede ikke en meter af hvad han mente. Jeg mærkede ingen impuls. Der var ikke engang musik. Jeg kiggede rundt i smug på de andre og så hvad de gjorde, og så var jeg heldigvis så god til at ´performe´, at jeg kunne lade som om jeg mærkede noget og begyndte at bevæge mig stille og roligt. Det så nok ud som om jeg mærkede noget, når man så det udefra (måske), men inden i mig var det absolut anderledes!

Men noget satte sig i mig: Mie, du mærker ikke noget?!

Det var 4 dages workshop, som Lai, min ex-mand, havde taget mig med til tilbage i foråret 2008.

Jeg overdriver ikke når jeg siger, at jeg hver dag var ude og gå en tur og græde en times tid.
Græde, fordi det var så overvældende for mig at være i noget, hvor jeg ikke kunne kontrollere mig ud af det. Hvor jeg skulle være i min krop, men jeg var ikke ”dygtig”, jeg kunne ikke læne mig op ad noget jeg kendte, og når jeg faktisk overgav mig lidt til det og kom længere ind i min krop, så dukkede tusind følelser op. Så jeg græd af frygt for ikke at være god nok, jeg græd pga. følelser der kom op, jeg græd i frihed til pludselig at mærke nyt, jeg græd af glæde over at mærke bevægelse på ny måde, og så græd jeg bare i panik over, at jeg var nødt til at gøre noget nyt, og jeg følte mig som Mie på 4 år, som ikke havde min mor, der kunne sige hvad jeg skulle, men jeg var nødt til at gøre det selv. Jeg var nødt til selv at opdage min krop. Ingen kunne gøre det for mig. Og jeg opdagede, at jeg absolut ikke kendte den.

Jeg var danser, men anede ikke hvordan min krop ville bevæge sig eller hvad det ville sige ´at mærke´. Det var vilde 4 dage!!

Der skete virkelig meget de efterfølgende år, og kontakt improvisation blev en lille del, men et vigtigt startskud, og jeg åbnede efterfølgende op for alt muligt andet. En nysgerrighed på krop, bevægelse, psykologi og spiritualitet startede. 

Jeg har opdaget gennem de sidste mange år, at hvis ikke jeg lytter til mig selv indefra, så siger min krop fra. Det kan være gennem skader, det kan være gennem ubehag som svimmelhed, kvalme, hovedpine – stres – i større eller mindre grad.  Det betyder ikke, at jeg bare mærker alt, eller jeg ved hvad min krop prøver at sige hele tiden. Men jo mere jeg kommer i kontakt, jo mere og hurtigere siger min krop stop, når jeg bevæger mig væk fra mig selv. Jeg mærker tydeligt, at min krop er med mig, men det er bare ikke altid jeg er enig med den i mit hoved. Jeg har tidligere haft en illusion om, at når jeg mærkede efter, så ville smerten holde op. Men jeg havde glemt, at det selvfølgelig ville betyde, at jeg kom til at mærke den J Og lige præcis det var en dimension, som jeg ikke havde set komme. Men det jeg så også har opdaget er, at fordi jeg mærker det, så kan jeg bedre finde ud af at gøre noget ved den. Det er umuligt at handle på noget, som vi ikke mærker. Så derfor er det ikke en dårlig ting for mig, når min krop larmer i den ene eller anden form. Det er blevet en guide til, at jeg lige skal stoppe op og finde ud af, om jeg skal tage nye valg.

Det er faktisk derfor jeg skriver, at det også kræver mod at mærke efter. For der vil ske forandringer, når du tager din krop til dig. Og det er selvfølgelig ikke kun hvidt lys og kærlighed og lykke. Det er også hardcore, for ellers var vi jo aldrig flygtet fra den til at starte med. Det er livet i dets mange nuancer. Nu er jeg mere tilstede i mig selv i hele det kaos, som opstår løbende i mig -  og det giver et helt andet ansvar og selvværd end jeg nogensinde før har mærket.

Det ”modige” eller svære er først at fremmest at øve sig i at lytte, være tålmodig, derefter at acceptere det man hører og mærker, og til sidst så turde handle på det. Og for mange er det de konsekvenser, som der kan komme efterfølgende, de er bange for. 

Alt har selvfølgelig konsekvenser. Det har det i høj grad også, når vi ikke gør noget. Du vælger jo hele tiden en handling. Selv det ´at lade stå til eller være passiv eller vælge overspringshandlinger´ er valg vi tager, og en heftig handling, som har konsekvenser for os selv og andre. Livet har jo for pokker konsekvenser ;-)

Din krop vil rigtig ofte sige noget andet end dit hoved – lige indtil de to bliver så gode venner, at de snakker samme sprog. Og det betyder, at jeg har været nødt til at tage nye beslutninger og valg, som mit hoved ikke kunne lide, men min krop råber på er nødvendigt. Og det kan være skræmmende og sårbart, når de beslutninger kan ” gå ud over” nogen jeg holder af eller bare generelt påvirke andre mennesker. Men jeg har også erfaret, at konsekvensen i mig selv bliver langt højere, når jeg ikke lytter.

 

Det er her ´pleaser-genet´ seriøst må ryge en tur. Når jeg pleaser, så ryger jeg ud af mig selv. Så tilgodeser jeg andre – eller endnu værre – så formoder jeg, hvad andre syntes, har behov for eller vil have, uden egentlig at vide det. Men jeg sætter mig selv til side og så gør jeg hvad jeg tror, de vil have. Og det gør jeg i frygt for at blive afvist, i frygt for ikke at være god nok, i frygt for at blive efterladt med en følelse af at være helt forkert.

Ja, tænkt engang! Den risiko må jeg så løbe nu, for jeg har opdaget, at det er meget hårdere at kæmpe mod mig selv.

Så til dig, der har brug for at høre det: Hvad tænker de andre? Who gives a f….. Hvad tænker du? Hvad mærker du? Hvad har du lyst til?

Så vil jeg også lige minde jer om, at de fleste mennesker faktisk bedst kan forholde sig til sandheden. Frygten for afvisning og alt det der kan komme op, når hele pleaser-genet går i gang, er faktisk noget mindre end den forløsning der sker, når man siger det som er. Når du er ærlig, så sker der en forløsning og en nærhed i dig selv. Det betyder ikke, at andre ikke vil eller må reagere. Det må de gerne, og det er deres ansvar. Men at handle ud fra sig selv i accept og respekt er det vildeste kærlighedsboost til sig selv. Det er en vigtig læring i vejen hjem i sig selv og sin egen krop. Du fjerner nemlig dig selv fra dig selv, når du pleaser.

Pleaser-genet er ikke det samme som omsorg. Bare så det ikke misforstås. Omsorg og støtte og ´at gå kærligt på kompromis´ er fint. Der er bare forskel på, om vi gør det fordi vi har lyst til at hjælpe og støtte ud af kærlighed, eller om vi gør det i frygt for at blive afvist. Det første er skønt, det sidste er noget lort J

 

Tillid!

Da rigtig mange af os ikke har tillid til os selv, så kan det være svært at have tillid til det vi selv mærker.

”Hvordan kan vi stole på os selv og det vi mærker, hvis vi grundlæggende har en mistillid til os selv”?

For mig kræver det derfor mod at mærke efter, for det bliver også et valg om at vælge mig selv og mit eget værd og tillid til. Den følelse, som ligger i stort set alle mennesker i større eller mindre grad: Frygten for at være forkert eller ikke værd at elske, er for mange så ubehagelig, at vi ikke vil ned i os selv og mærke den.

For mange kan kroppen derfor virke helt uoverskuelig, da den følelse også er nede i kroppen.

Men du er god nok. Du er perfekt som du er. Du er elsket og du er ikke alene. Det ved dit hjerte godt. Det hjerte, som holder dig i live hver dag. Og det ligger også nede i din krop!

Øvelse:

Træk vejret og gentag:

  • Jeg tilgiver mig selv for alle de gange jeg har været hård ved mig selv.

  • Jeg tilgiver mig selv for at ville ønske, det var anderledes.

  • Jeg tilgiver mig selv for alle de gange, jeg har løjet for mig selv.

  • Jeg tilgiver mig selv for alle de gange, jeg har ladet andre behandle mig dårligt.

  • Jeg tilgiver mig selv for at skælde min krop ud.

  • Jeg er taknemmelig for, at jeg øver mig i at elske mig selv.

  • Jeg elsker mig selv. Jeg er smuk og elsket.”

Men hvordan mærker jeg så?

 Det er noget som kræver øvelse og tilvalg hele tiden, som alt andet man skal lære.

Det kræver ofte disciplin at vælge sig selv til, fordi vores mønstre trækker i andre retninger.

Du skal ikke give op med det samme, hvis du ikke lige kan mærke noget. Du er født i din krop, og du kan godt komme til at mærke den igen. Tålmodighed og vær kærlig i stedet for at bebrejde dig selv!

 Har du min bog Bevæg dit liv, så er der mange konkrete øvelser, der vil hjælpe til netop alt dette. Har du den ikke, så vil jeg da foreslå dig at købe den J Den er i hvert fald fyldt med ord, øvelser og erfaringer til lige præcis det her.

 

Øvelser:

  1. Dans. Sæt musik på derhjemme og dans for din egen skyld. Så tit du kan.

  2. Kram dig selv. Dybe vejrtrækninger og hold fokus på åndedrættet, mens du bare holder om dig selv.

  3. Sans din egen krop. Brug dine hænder blidt og kærligt til at sanse din egen krop. Varme bade, olier, massage olign er gode, især hvis du samtidig har fokus op at sanse.

  4. Dans intuitivt: Dans ud fra dine impulser (som jeg som sagt godt ved kan være svært)

  5. Dans. Grounding øvelser og afrikansk dans er fantastisk. Mærk dine fødder ned i gulvet. Bevæg dig med tunge og store bevægelser.

  6. Luk øjnene, træk vejret og mærk: a) hvad sker der i dine tanker? B) hvad sker der i dine følelser? C) hvad sker der i din krop. Det er en god måde at skille ad, hvad der sker i de forskellige dele af dig.

  7. Dans med sætningen: Jeg overgiver mig til min krop. Jeg er tryg i min krop. Min krop er med mig. Og bare dans!

  8. Øv dig i at sige nej, når du mener nej. Sig ja, når du mener ja. Det er en vej tættere på dig selv. Altid.

Vær god ved dig selv. Det er helt ok, at det er svært. Det er også helt ok, at du ikke lige mærker noget.

Har du spotify, så har jeg masser musiklister liggende, hvis du savner inspiration til musik: miemoltke

Der er ingen der kan gøre det for dig. Du kender i bund og grund dig selv bedst – også når vi tror vi ikke gør. Din krop er med dig. Og den elsker dig.

God fornøjelse med bevægelsen i dit liv.

Facetune_20-03-2019-11-53-00.jpg
Kristian Luc2 Comments