Meeeen Mie........

”Men Mie, du er jo danser, så du kan jo nemt mærke din krop!”

En kommentar jeg tit får, når jeg indleder kurser, workshops mm. til Feminineflow.  

Det har jeg lyst til at skrive lidt om, da det nemlig er en stor misforståelse og egentlig kilden til hvorfor jeg laver hvad jeg gør i dag og hvorfor det skærer i mit hjerte, hver gang jeg hører eller ser en pige eller kvinde, der hader sin krop. 

Vore største lidelse bliver ofte til vores største passion. 

Jeg har danset altid. Ja! 

IMG_7988.jpg

Jeg har danset siden jeg kunne gå, og dansen har så udviklet sig mere på forskellig vis gennem årerne. Da jeg var lille mærkede jeg dansen og kærligheden i det. Der elskede jeg bare at bevæge mig. Så meget, så min mor efterfølgende har fortalt, at jeg kunne og turde noget helt andet, så snart musikken kom på. Sådan var det fra jeg var helt lille. 

Som 11 årig startede jeg min tid som danser på konkurrenceplan. Her flyttede dansen fra danseskolen i Køge til danseklubben i Kbh, hvor der kom enetimer, fællestræninger med andre par, som var ældre og meget bedre. Her startede glimmer, selvbruner og lange negle. Det er her, det startede ’for alvor’. Min første dansepartner, som tager mig denne vej er Thomas Evers Poulsen. Han er 4 år ældre og meget bedre. Og som han selv siger så kærligt i dag, så startede han med mig som partner: ”fordi der ikke var andre”, han kunne danse med på det tidspuntk ☺ 

Vi har kendt hinanden lige siden, og jeg er lykkelig for der ikke var andre, så han startede med mig. 

Som jeg har sagt til ham siden, så var jeg taknemmelig for at han turde starte op med en noget yngre, dårligere og meget genert pige fra Køge.

Jeg tog revanche og knoklede og nåede ret hurtigt op på et niveau, som kunne matche ham, og endnu værre ( eller bedre) så valgte jeg at stoppe med Thomas efter to år, og fik en partner på min egen alder. Men tak Thomas, og gudskelov for, at vi har været del af hinandens liv siden. 

Evers & Moltke

Evers & Moltke

Og så tog det for alvor fart i konkurrence-verdenen. 

Min nye partner dansede jeg med de efterfølgende 10 år. Fra jeg var 13-23 år skete der er en verden inden i mig og omkring mig. 

Til alle dem, som var omkring mig i de år, så, at det tydeligvis ikke var dansen, som jeg brugte til at mærke mig selv i – tværtimod. 

Jeg deler det næste, som er MIN historie, og selvfølgelig ikke det samme for alle dansere. Det er ikke nødvendigvis stereotypt for dansere i denne verden, men det blev det for mig. 

Jeg er en meget perfektionistisk pige. Det var jeg i skolen, og det var jeg derhjemme – og det var jeg i høj grad i dansen. 

Det tog ikke lang tid før dansen udviklede sig fra at handle om kærligheden til dansen, til at handle om dygtiggørelse, perfektionisme, kontrol, præstation, hård træning, bedømmelse, kritik, selvdestruktion og selvudslettelse. 

Alle de ord burde nødvendigvis ikke stå i samme sætning, for dygtiggørelse, perfektionisme og præstation kan være – og er – en nødvendighed når man fører sin sport til eliteplan. Men kontrol, benhård bedømmelse og senere selvdestruktion og selvudslettelse blev også en del af min historie. 


Jeg skriver sjældent om resultater fra den tid, men i denne sammenhæng er det naturligt at nævne, at vores resultater rigtig hurtigt var virkelig gode. Mange gange Danmarks Mestre, Nordisk Mestre, vi vandt store internationale turneringer, blandt de 3 bedste i verden og vi sætter i en ung alder hurtigt et stort pres på os selv. Ikke for at vinde, men for at holde 1. Pladsen, og vi blev hurtigt vores egne største konkurrenter. 

Og alt dette sker i alderen 14-23 år – lige der hvor hele kroppen ændrer sig, hvor puberteten blomstrer, hvor følelserne flyver rundt og man ikke aner fra eller til. 

Jeg gjorde det ´smarte´ at kontrollere alt det. Alle de ændringer inden i mig; Følelser, kroppen og alt hvad der kunne føles som kaos, kontrollerede jeg. 

Det var selvfølgelig ikke særlig ’smart’ når jeg ser tilbage, men det var min vej der, og det var et forsvarsmønster jeg havde brug for.

Jeg strålede uden på, jeg stod i kjoler og sminke, selvbruner og glimmer og var hende den dygtige, søde og smilende pige. Til tider hende som græd under træning, men som gjorde det uden brok og mere i stilhed.  Vi var et dansepar i Danmark, som mange beundrede gennem dansen. 

Inden i mig var det anderledes. 

Der var jeg konstant bange for ikke at være god nok. Jeg stod hver dag og vurderede mig selv i spejlet, og hvis ikke jeg gjorde det, så gjorde min partner, og hvis ikke min partner, så vores trænere. Men jeg selv og min partner var absolut de værste. Vores trænere støttede så godt de kunne på alle planer.

Jeg skabte en verden inden i mig (ubevidst) hvor jeg kunne kontrollere alt, hvor jeg kunne fjerne mig fra min krop, så jeg ikke mærkede hvordan jeg havde det, men hvor jeg kunne dygtiggøre mig og forholde mig til min krop udelukkende gennem vurdering og præstation. Hvor tynd var jeg, hvor smuk var jeg, og hvor dygtig var jeg? Det blev min definition af mig selv, og det kunne hele tiden blive bedre. 

Jeg blev så dygtig til at kontrollere alt. 

Mad blev mit største kontrol-barometer. Hvor tynd jeg blev, blev min guidance til hvor meget jeg var værd. Og jeg lavede en tese om, at jeg var nødt til at være tynd for at være dygtig, så de to ting kom også til at hænge sammen indeni i mig. 

Da jeg befandt mig i en verden, hvor jeg skulle være tynd, hvor det krævede hårdt arbejde, og hvor konkurrence og perfektionisme var almindeligt, skulle jeg ikke i samme grad stå til ansvar for hvordan jeg egentlig havde det. Jeg kunne nemt skjule, at al min energi gik på, hvad jeg spiste, hvornår jeg spiste, hvad jeg spiste i smug og hvordan jeg konstant vurderede hvor langt ind min mave gik så jeg kunne se mine hofteben.

Vi var vilde i vores selvdestruktion. Mange omkring os så, hvor hårde vi var ved os selv og hinanden. Men vi fortsatte og levede i det, som to unge mennesker, der skabte en verden sammen, hvor det blev vores virkelighed. Og vi vandt det ene mesterskab efter det andet. 

IMG_7992.jpg


I denne sammenhæng er det også vigtigt at sige, at dette gav mig også en styrke, en power og en vilje uden lige. Jeg opdagede på godt og ondt, at jeg kan drive mig selv derhen jeg vil. Det har taget mig en del år at tage denne tid ind som konstruktiv, men det var det i høj grad også. Den konstante vilje til at nå de mål, jeg sætter mig for, har jeg med mig fra denne tid som elitedanser, og det er jeg taknemmelig for. At køre sig selv så hårdt som jeg gjorde, kan vendes til en konstruktiv og givende proces. Alt har mange dimensioner, så det handler om at være vågen i sig selv, så vi vælger den mest kærlige tilgang for os selv. Det har jeg lært senere ☺ 

Jeg deler dette af flere grunde. Først og fremmest fordi jeg ved, at mange lever i kontrol, perfektionisme, stres og fokus på mål, handling og konstant vurdering af sig selv, men afkoblet fra hvordan de har det – og det er vigtigt for mig at sige, at det kender jeg og har levet og åndet i. Jeg kan også helt ærligt sige, at det ikke er vejen frem, og at det kan være anderledes. 

Dernæst deler jeg det for at give et indblik i, at jeg har danset altid, men måden jeg har danset på var meget anderledes. Og det er en vigtig dimension til det, som i dag er min dybeste passion. Bevægelsen. Kroppen. Kærligheden til sig selv. 

Mange voksne lever et liv som jeg gjorde det i mine teenageår bare gennem deres arbejde og deres karriere. For mange er deres identitet deres arbejde, og derfor bliver det skræmmende at stoppe op og mærke efter. Mange kører sig selv så hårdt for at være dygtig - for at være noget værd. Nogle lever mere den hårde vurdering og perfektionisme gennem deres familieliv som den perfekte mor, nogle lever gennem det i deres træning, deres sundhed. Det er meget forskelligt, men jeg kan genkende det så mange steder i flere forskellige former.

Og selvfølgelig er der nogen, hvor det her slet ikke resonerer, og det vil så ikke være til jer, eller måske i en langt mindre grad.

Vi kører os selv så hårdt, og vi løber så langt væk fra vores krop og vores følelser, og står med en tomhedsfølelse, som vi slet ikke kan rumme at mærke. 

Mange leder og leder, og udvider og udvider med alt muligt, for at kompenserer for det tomrum inden i. 

Derfor deler jeg det her. For det er der ingen af os, som behøver at gøre. Der er ingen af os, som behøver at løbe stærkere end vi kan følge med. Og det er for mig den største illusion at tro, at vi kan regne ud, hvad vi føler, at vi kan planlægge, kontrollere og undertrykke hvad vi føler og mærker. Vores hoved kan meget, men det kan ikke det hele. Vi kan forsøge at kontrollere os ud af det, men konsekvensen inden i os bliver bare langt større end vi tror.

Vores krop er nemlig ikke dum. Den er med os. Vores krop mærker, sanser og optager alle vores følelser, tanker, indtryk, erfaringer og har hele vores historie inde i sig. 

Den er værd at lytte til. 

Du er værd at lytte til.

Jeg har danset mig væk fra min krop, og i dag gør jeg det modsatte. I dag danser jeg mig tættere på mig. Ind i mine følelser, gennem mine følelser. Jeg danser mig til en kontakt dybere inde i mig, hvor jeg får helt andre svar end når jeg er i mit hovedet. Her mærker jeg en frihed og en visdom jeg ikke kan tænke mig til uden kontakten til min krop. Jeg danser for at hele mit hjerte, og jeg danser absolut for at åbne mit hjerte. Først og fremmest til mig selv, og derigennem i tillid og tryghed til at kunne åbne til andre ærligt og sandt – uden frygten for at være forkert. 

Det er dansen i mig i dag. Jeg danser også fordi det giver mig energi, fordi jeg altid har det bedre bagefter. Men det er hele tiden med opmærksomheden på at mærke efter og ikke bruge unødigt af min krop og min energi. Nogle gange er det svært, men oftest (og oftere og oftere) er det abosult befriende, hjælpende og vanvittig lærerigt.

Det er Feminineflow, som er det koncept jeg har udviklet gennem de sidste 10 år, og som vokser og udvider sig i mig og alt omkring mig hele tiden. 

Det er en kontakt gennem kroppen i bevidst bevægelse ( Det kommer jeg ind på en anden gang; om Feminineflow generelt og alle teorier, som ligger i det, men ikke nu). Det er det vildeste at opleve, hvordan så mange oplever det samme. Hvordan så mange kommer i kontakt med sig selv på en helt anden måde, når de bevæger sig. Jeg har efterhånden mødt ufattelig mange kvinder med mange forskellige baggrunde, aldre, kroppe, livsvilkår og karrierer. Det er det samme hos alle. Noget sker inde i os, når vi giver vores krop plads og vi tillader os at mærke. Uden vurdering. Men med en kærlig omsorg og støtte til os selv. 

Jeg kender ud og ind at hade min krop. ”Hvis bare jeg var tyndere, smukkere, anderledes – så kan de bedre li’ mig”, har været et tankemønster gennem mange år. 

Det tankemønster virker ikke mere. Det kan stadig besøge mig og teste, om jeg tror på det, men jeg kender det for godt – det er et symbol på noget andet. Det betyder, at jeg lige skal trække vejret og mærke efter, hvordan jeg egentlig har det. Det handler altid om det samme spørgsmål: Hvilke følelser giver jeg ikke plads til? Jeg føler mig ikke god nok, en usikkerhedsfølelse vækkes eller en grænse der ikke er sat. 

På den måde kan det nu hjælpe mig i stedet for at kontrollere mig. 

Engang flygtede jeg fra kroppen. Nu er min krop blevet vejen ind. Der er ingen smutvej, der er ingen quickfixes, og der er ingen der kan gøre det for mig. Eller for dig. 

Det kan vi kun selv og vi er nødt til at gå igennem det.

Vi kan kun selv trække vejret og vi kan kun selv øve os i at mærke efter og tillade vores følelser at være der, også selvom det er svært. For de bor inde i os, og vi snyder ikke andre end os selv. Og vores krop finder bare på så mange andre måder at reagere på, hvis ikke vi tør reagere med det, som reelt foregår inde i os. Vi kan ikke rigtig løbe fra os selv, selvom jeg prøvede i mange år. 

Men jeg lover med alt i mig, at det er så meget mere befriende at anerkende hvad der er, at tillade sig selv at føle og inkludere sin krop. For det er den eneste vej ind til en selvaccept, en selvkærlighed og derigennem en frihed til at kunne leve lige præcis som du ønsker.

Så nej, jeg danser ikke bare og mærker min krop. Jeg har øvet mig på det modsatte i mange år. 

Men jeg har de sidste mange år gået modsatte vej. Jeg bruger nu dansen til at mærke, og i dag er dansen blevet måden jeg trækker vejret på. 

Er jeg i mål og mærker alt. NEJ. Lige her er der ikke noget mål for mig. Det er en konstant nysgerrighed og øvelse som vil fortsætte altid, da der hele tiden dukker nye lag op.  

Jeg har en dybere kontakt end jeg nogensinde har haft før, selvom det ikke bare er nemt. Men det føles mere sandt, og det er alt værd.

”It takes disciplin to be a free spirit”

Oh yes – fokus på at forblive i sig selv, vende blikket indad og øve sig i at mærke og handle ud fra det. 

God fornøjelse. Med din krop, med dine følelser og opdagelsen af, at det hele godt må være der. Du er ikke forkert. Du er ikke uelsket. 

Du er helt rigtig. Du er helt perfekt. Du er smuk og elsket! 

Uanset hvad dit hoved prøver at bilde dig ind. 

Bevæg dit liv. På din måde. 

Du er lige som du skal være. 

Kærligst

Mie

MieMoltke_RAISFOTO_1497.jpg